© Text & Bild: Susie Hansen

Skyros & Andros, 23. maj - 8. juni 2005
Uha tiden går hurtigt, når man har det godt. Og det har jeg haft. Vejret har denne gang ikke vist sig fra sin pæneste side. Der var kun 3 dage med sol fra morgen til aften. Mange dage kom solen ved 4-tiden om eftermiddagen, og andre dage var bare grå og regnfulde. Det blev ikke til så meget badning - vandet var for øvrigt også meget "frisk" - men jeg havde næsten glemt, hvor godt jeg befinder mig i Grækenland, uanset vejr. Denne gang gik turen til Skyros, hvor jeg ikke tidligere har været og til Andros, som jeg også besøgte for 6 år siden.

Skyros
Jeg startede som så mange andre med fly til Athen og herfra med bus til Lision busstationen og videre derfra med ny bus til Kimi på Evia. I Kimi videre med færge til Linaria på Skyros, hvor jeg ankom ved ½-9 tiden om aftenen efter en meget lang tur. En lille sjov ting: Hver gang færgen ankommer til Linaria, er der en bar i udkanten af havnen, der for fuld styrke spiller musikstykket "Also Sprach Zarathustra" kendt fra "2001: A Space Odysey".

Der var ingen værelsesudlejere i havnen, men da bussen kom til Skyros by, stod der et par ældre kvinder, der tilbød værelser i Skyros. Jeg tog værelse hos en af kvinderne, og så boede jeg pludselig i et rigtig Skyros-hjem. 2 værelser udsmykket med tallerkener, platter, kander og broderier på væggene - meget specielt og museumsagtigt. Der var køleskab og køkkenafdeling og bad. EUR 20,00 pr. nat. Da jeg efter to nætter fortalte kvinden jeg boede hos, at jeg ville flytte ned til badebyen Magazia, blev hun meget vred. Hun skældte mig godt og grundigt ud. Hun råbte og skreg og mente, at jeg var et meget utaknemmeligt menneske, når jeg hellere ville bo i Magazia, fremfor at bo i et "museum" og i byen, hvor der er masser af liv, forretninger og caféer. Det var en spændende oplevelse at bo der, men efter to nætter havde jeg behov for en balkon og lidt mere luft omkring mig, og derfor søgte jeg ned til kysten.

Skyros by ligger ind mod land, så de ikke kan ses, når man kommer fra søsiden.

Skyros by ligger på østkysten af øen på en bjergskråning. Fra søsiden er det næsten umuligt at se, at her ligger der en by. På grund af beliggenheden og trappegader er der ingen trafik i byen. Når man kommer fra busholdepladsen og går op til torvet i byen kan man måske godt blive lidt skuffet. I denne del af byen og ved torvet ligger der nemlig en del caféer og barer, hvor de unge holder til. Personligt vil jeg stadig hellere se gamle tavli-spillende mænd på torvet. Heldigvis er der masser af dem, når man kommer længere op i byens gader. Her ånder der rigtigt fred og ro, og de små forretninger ligger side om side blandt tavernaer og kafenioer. Fra den nordlige del af byen kan man via en trappe gå ned til badebyen Magazia. Det tager ca. 10 min. at gå ned og lidt længere at gå op :-) I sæsonen kører der bus fra byen og ned til stranden.

Hovedgaden i Skyros by.

Magazia er mere eller mindre vokset sammen med Molos som ligger ved kysten og stranden. Man kan måske ikke kalde dem byer, for der er ikke forretninger, men der er da et supermarked og et minimarked i Magazia, og Molos har både en bager og et minimarked. Her har næsten hvert andet hus skilte, der fortæller, at man kan leje værelse, så der er sikkert meget travlt om sommeren. Mens jeg var der, var der meget hyggeligt og fred og ro, og beboerne havde travlt med at gøre klar til sommeren. Stranden i Magazia/Molos er ganske fin, og der ligger også nogle tavernaer langs den.

Magazia, Molos og stranden.

Der er flere steder rundt om på øen, som er spærret for offentlig adgang, fordi der ligger militærbaser. Lufthavnen er ligeledes lukket, hvis man ikke har ærinde der. Der har luftvåbenet en stor base. Rundt om på øen møder man de grønne militærbiler. En anden ting, der røber militærets tilstedeværelse, er den store mængde af unge mænd på byens caféer og barer.

Det indtryk man ellers får, når man kører rundt på øen er, at nu er man virkelig kommet på landet. Der er masser af små landbrug, og det vrimler med får, geder og høns. Der er opsat hegn langs næsten alle vejene for at forhindre, at de mange dyr bliver kørt ned. Der er skov og meget grønt og frodigt på øens nordlige del, hvorimod den sydlige del er mere gold og bjergrig. Der er flere gode strande rundt om på øen - de fleste uden nogen form for faciliteter.

Ved Palamari er der en arkæologisk udgravning af et fæstningsværk (gratis adgang), og i Skyros by er der et arkæologisk museum (EUR 4,00) og et folkloremuseum. Sidstnævnte fandt jeg utroligt interessant. Man får desværre ikke lov til selv at gå rundt på museet, men skal købe en guided tur. Den lille tur koster EUR 2,00 og den store tur koster EUR 5,00. Forskellen er længden på omvisningen og den mængde information, man får.

Klosteret i Skyros by.

Det er begrænset hvor mange af indbyggerne, der taler engelsk. De går ikke rundt og hilser til højre og venstre som på mange andre øer, og turister tager de ikke nogen særlig notits af. Går man en tur på hovedgaden, hører man ikke mange "yassou'er". De virker i det hele taget meget reserverede og er lidt svære at komme i kontakt med, men når kontakten først er blevet etableret, oplevede jeg meget hjertelige mennesker. Skyros er en meget smuk ø, og jeg befandt mig utroligt godt der. Inden jeg så mig om, havde jeg været der i 8 dage!

Strand nedenfor Skyros by (nudiststranden).



Kirke i Pouria.

Andros
Det var blevet tid at komme videre, og jeg tog til Andros, som jeg som sagt også besøgte for 6 år siden. Efter en meeeeget lang tur, der tog 13 timer fra Skyros, ankom jeg til havneby Gavrio. Der var ingen værelsesudlejere i haven, men der findes værelser at få og også nogle hoteller. De fleste turister foretrækker at bo i enten badebyen Batsi 15 min derfra eller i Andros by, som ligger en time derfra.

Batsi - en typisk turistby.

Selv valgte jeg igen at tage til Batsi. Når bussen ankommer, bliver den mødt af udlejere, og der er masser af værelser at få - i hvert fald på denne årstid, så man behøver ikke tage det første og det bedste, og det kan sagtens lade sig gøre at prutte om prisen. Jeg valgte et sted lidt uden for byen i den del, der kaldes Stivari - lige ud til vandet (ikke strand) med en flot udsigt, fred og ro og 5 minutters gang fra centrum.

"Haven" nedenfor mit værelse.

Batsi er siden mit sidste besøg blevet udbygget og er en typisk turistby, men der er heldigvis stadig ingen rigtigt store hoteller. Jeg synes det er et hyggeligt sted, og der er en udmærket strand næsten midt i byen.

Strande er der også masser af rundt om på øen. Der er sandstrande, stenstrande og klippestrande, strande med parasoller og strande uden - altså noget for enhver smag. Vandet er fint og rent og har den der blå farve, som vand i Grækenland skal have...

En af Andros' mange strande.

Der er masser af kilder rundt om på øen, og derfor er der også meget grønt. Der er mange små byer at besøge - grønne oaser - med flotte gamle huse, hvor hverdagen går sin gang uden stress og jag. I blandt andet Batsi, Menites og Steniers løber der kilder, og i sidstnævnte er der et gammelt vaskehus, som stadig bliver brugt til vask af blandt andet tæpper. Spredt over hele øen er der due-tårne (som på Tinos).

De sidste 3 dage på Andros kom solen endelig til Grækenland, så jeg brugte en stor del af tiden til badning og afslapning i solen, men efter totalt 6 dage, var det tid til at skulle hjem til hverdagen igen. Da der ikke var nogen færge tidligt om morgenen, var jeg nødt til at tage en overnatning på fastlandet. Jeg valgte denne gang ikke at tage til Athen men at tage overnatningen i Rafina.

Kilde i Menites.

Efter hjemkomst har jeg læst beskrivelsen af Andros her på Kalimera og indlæg i forummet - som jeg finder temmelig negativ. Det svarer slet ikke overens med mine oplevelser. Jeg synes, det er en rigtig flot og dejlig ø - meget grøn, med en masse kilder og rislende små bække, nogle hyggelige små byer rundt om på øen, gode strande, (en strand-taverna med fantastisk mad :) og venlige og imødekommende mennesker. Desuden er det utroligt let at komme til Andros. Fra lufthavenen tager det bare ½ time med bus til Rafina og derfra 2 timer med færge og vupti, så er man på Andros.

Der finndes mange sådanne smucke duetårne på Andros.

Rafina
Under mit sidste besøg i Rafina, var mit indtryk meget negativt, og jeg kunne ikke komme derfra hurtigt nok. I dag må jeg erkende, at min opfattelse er blevet ændret. Havnen er jo som havne er, men er man til fisk, er tavernaerne der absolut stedet at spise. På torvet, hvor jeg boede, er der tavernaer på den ene side og caféer + en "eksklusiv" restaurant på den anden. De gamle mænd sad og spillede tavli, børnene legede, kørte på cykel og skateboard, der blev gået tur eller siddet på bænkene og snakket. Faktisk havde jeg meget til min overraskelse en rigtig hyggelig aften i Rafina. Kirken bag torvet er absolut også et besøg værd - den er bare helt fantastisk flot.

Skyros - rejsen fra Lufthavnen:
Bus X93 mod Kifisos busstationen: EUR 2,90 ca. 1 time.
Billet købes i billetsalget ved bussen. Husk at bede om at blive sat af ved Lision busstationen, hvorfra bussen til Kimi på Evia kører (det glemte jeg :). Taxa Kifisos - Lision EUR 5,00)

Bus Athen (Lision) - Kimi: EUR 11,30 ca. 3 timer.
Bussen kørte kl. 15.00. Billet købes på busstationen. Bed om billet til Paralia Kymis eller Skyros.

Færge Kimi - Linaria på Skyros: EUR 7,80 ca. 1¾ time.
Færgen afgik kl. 18.30 straks efter bussens ankomst. Billet købes på havnen.

Bus Linaria - Skyros by: EUR 1,00 ca. 15 min.
Bussen kører med det samme efter færgen er ankommet. Billet købes i bussen.

Andros - rejsen fra Skyros:
Bus Skyros by - Linaria. EUR 1,00 ca. 15 min.
Bussen kørte kl. 6.45. Billet købes i bussen.

Færge Linaria - Kimi. EUR 8,30 ca. 1¾ time.
Færgen sejler efter ankomst af bussen kl. 7.30. Billet købes på kontor i Skyros by eller på havnen.

Bus Kimi - Athen (Lision). EUR 11,30 ca. 3 timer.
Bussen kører med det samme efter færgen er ankommet. Billet købes på havnen i Linaria eller i bussen. Kør ikke med helt til Lision men stå af ved Ag. Nicholai togstationen.

Tog Ag. Nicholai - Victoria (grøn linje/Piraeus-toget). EUR 0,60 ca. 5 min.
Billet købes på perronen.

Gå Victoria - Mavromateon busstationen (Rafina-bussen). Ca. 5 min.

Bus Mavromateon - Rafina. EUR 3,15 ca. 1 time.
Bussen kører ca. 1 gang i timen og billet købes i bussen.

Færge Rafina - Gavrio på Andros. EUR 9.90 ca. 2 timer.
Færgen sejlede kl. 17.00. Billet købes i billetsalg.

Bus Gavrio - Batsi. EUR 1,50 ca. 15 min.
Bussen kører straks efter ankomst af færgen. Billet købes i bussen.

Rafina - rejsen fra Andros:
Bus Batsi - Gavrio. EUR 1,50 ca. 15 min.
Bussen kørte kl. 15.45. Billet købes i bussen.

Færge Gavrio - Rafina. EUR 9,90 ca. 2 timer.
Færgen sejlede kl. 16.30. Billet købes på havnen.

Bus Rafina - Lufthavn. EUR 3,00 ca. ½ time.
Billet købes i bussen. Der er busstop til højre, når man går af færgen. Bor man på torvet, går man ned af trappen mod havnen, hvor der er busstop. Bussen kører ca. 1 gang i timen.

Susie Hansen

 

Resebrev 2005 »


© 1997 - 2005 Jan Eklund / KALIMERA | TA DET LUGNT - Internet: www.kalimera.se - E-post: kalimera@kalimera.nu



HEM

SÖK

FORUM

E-GUIDER

BOKA HOTELL

BOKA BÅTBILJETT

BOKA HYRBIL

© 1997-2020 Janne Eklund/Kalimera