Resebrev från Grekland 2006 |
© Text: Morten Bagger |
Resebrev från Nafplio, Paros, Amorgos og Naxos i 2006Rejsebrev fra vores 9. øhoppertur til KykladerneVi er et dansk ægtepar i 60erne, og nu er vi gået på pension, så vi kunne være væk i 33 dage. Vi undgår party-øerne og vil helst være mindst 4 dage hvert sted, så vi kan nyde øernes forskellighed og glæde os over gensynet med vores gode værtinder på Paros og Naxos. Vi havde bestilt flybilletter allerede i august 2005, og kom derfor til Athen med SAS for kun 2188 danske kroner. Vi ville gerne have været på Sifnos først, men det krævede en overnatning i Athen, og det havde vi ikke lyst til. I stedet foreslog et par venlige elever fra min kones græskhold at vi prøvede at starte på fastlandet i Nafplio, hvor de har boet i mange sommerferier. Da de oven i købet havde en laptop med cirka 300 gode billeder fra denne by på Pelopones, blev vi hurtigt overbevist, og de skaffede os en vennepris på 45 euro i døgnet på hotel Leto, når vi var der i 6 dage. (www.leto-hotel.com) Det var et godt hotel, hvor vi fik et værelse med en rigtig stor terrasse med udsigt over havnen og fæstningen, der ligger udenfor. Højt over byen ligger to andre gamle fæstninger fra venetiansk tid, og det er i det hele taget en meget flot by med mange gamle smukke huse. Byen har en kort periode i 1830erne været Grækenlands hovedstad. Vi nød bl.a. at se børnene lege om aftenen på byens store plads, og vi gik tur ad kærlighedsstien ud til den lokale strand, som nu var for stenet for vores smag. Vi har på en spændende udflugt med lokal bus til det klassiske
amfiteater i Epidaurus. Her stod en ung tysk pige på den ældgamle
scene og sang smukt op mod sine gymnasiekammerater på øverste
række og hendes stemme gik flot igennem, akustikken er formidabel.
I juli måned spilles nogle af de klassiske græske tragedier
på dette velbevarede amfiteater, der ligger smukt i grønne
omgivelser. Fra Piræus tog vi derpå til Paros, hvor vi altid bor i fisker-og
turistbyen Naousa hos Isabella, hvis studios ligger lige ved indkørslen
til byen ved det lokale OTE-telefonhus. Hun er en lillebitte, alfeagtig
kvinde, som har 10 gode værelser, mange med en stor terrasse med
udsigt over byen, havnen og den modsatte bred af bugten. Hun har fantastisk
mange flotte og velpassede blomster overalt. Nedenfor den lange trappe
op til hende ligger en lille strand, der er blevet rigtig god med meget
sand.(isabella.paros@united.hellas.com)
. På Paros spiste vi allerbedst hos en ny restaurant Open Garden
i den modsatte ende af den kønne by, der har sin egen lille labyrint
med masser af gode butikker. Vi var sammen med et par gode venner, der
også var meget begejstrede for Paros og Isabella. Sammen med dem
lejede vi bil i to dage, for der er rigtig meget at se rundt om på
øen. Fra Paros tog vi til Santorini, hvor vi aldrig bliver trætte af at se udsigten over calderaen med vulkanøerne fra den nordligste by Ia. Vores gamle sted Alta Mare var desværre blevet for dyrt, 110 euro i lavsæsonen, fordi de har moderniseret og fået svømmepøl, men vi var heldige og fandt et sted med en lige så flot udsigt til 50 euro. Man kan sagtens bo i Ia eller Fira for mindre, hvis man ikke har caldera-udsigt. Havet på den anden side er også pænt, men ikke så fantastisk. Hvis man besøger Santorini bør man ubetinget bo oppe i de nordlige byer fra Fira og op til Ia, de sydlige badebyer Perissa og Kamari er der ikke noget specielt ved. Man bør ikke tage mindre børn med til Santorini, strandene er ikke særlig gode, og mange steder er der meget langt ned. Der hvor vi boede, var rækværket med mod calderaen kun 20 cm højt. Santorini er den dyreste af Kyklade-øerne, så vi spiste hjemme på vores fantastiske terrasse, for flottere sted kunne vi ikke sidde og se fuldmånen stå op over de hvide byer, der klamrer sig til klippekanten. Fra Santorini tog vi til Amorgos, hvor vi atter mødte vores venner.
På nettet havde vi fundet Anna Studios, og det viste sig at være
rigtig godt. Pæne rum, flot udsigt over havnen, men ikke så
vindomsust som Eleni, fordi det ligger længere oppe i byen. Der
var en flot, skyggefuld have, som vi kunne sidde og spise lunch i. www.travel-tp-amorgos.com/member.php?id=33
Pris 30 euro. Fra Amorgos skulle vi til Naxos en bestemt dag, hvor der kun gik Ekspres
Skopelitis. Den er på størrelse med en sundbus, men ikke
nær så sødygtig, så da det blæste op, blev
et ikke nogen rar tur. |
|
|
Da vi efter fire lange timer nåede Naxos, var vi søsyge, våde og udmattede og blev modtaget på kajen af vores smukke, velklædte værtinde Maria, som havde været så sød at lave stegte auberginer med bechamelsauce til os - det var ikke liiige det, vi havde lyst til. Da hun og hendes naboer hørte om vores lidelser, råbte de fornøjet " Skopelitis - up and down, up and down", og da vi svor, at den ville vi aldrig mere sejle med, var deres svar "Bravo". Maria har hotel Elizabeth, som nu har køkken i de fleste værelser. Det ligger lige ved St.George strand i Naxos by og er et af bydelens mange gode små hoteller. Den store forskel er den charmerende Maria! (www.hotel-elizabeth.com) På Naxos er der også en masse at se, vi kørte med bus til Halki, hvor de laver Kitron-likør og op til Apollon ad kystvejen og hjem over bjergene, en spændende og meget flot tur. Der er mange gode spisesteder i labyrinten på Naxos, men langt den bedste var restaurant Labyrint, der er værd at lede efter. Kokken er græker, men maden af international klasse, og man sidder i en hyggelig gårdhave. Naxos har også de bedste strande, vi kender. Helt fra byen og ud til Plaka ligger den ene fantastiske sandstrand efter den anden For at undgå en overnatning i Athen tog vi natfærgen Expres Athina tilbage til Piræus, det var ikke så slemt, der var flysæder og ret stille. I Piræus var der kl.6 morgen den 30.juni allerede 35 grader varmt, så vi tog hastigt lufthavnsbussen, som tordnede gennem Athen ud til den afkølede lufthavn. I alt var vi 33 dage i Grækenland og havde godt vejr hele tiden. De fleste steder kunne vi spise for cirka 25 euro, når vi tog en halv liter lokal vin til maden, og i alt brugte vi cirka 21.000 danske kroner under en af de bedste ferier, vi nogen sinde har haft. Så næste år, skal vi på vores 10. øhopper-ferie! Venlig hilsen Morten Bagger |
|
Läs mer om öarna i resebrevet: |
|
Hem
| Forum | Boka
hotell | Boka
resa | E-guider
| Facebook
| Picturesfromgreece
| Kalispera |
English
|
|
© 1997 - 2012 Janne Eklund/Kalimera |